LEDIG STILLING

Bliv en del af efterskolelivet

Efterskolelærer og fitnessinstruktør søges

Vi søger en underviser til skolens fitnesslinje fra 1. august 2024. Vi er fleksible i forhold til, hvordan stillingen kan skrues sammen – der kan være tale om en fuldtidsstilling eller en deltidsstilling efter dit ønske.

Vi søger først og fremmest en ny medarbejder på fitnesslinjen, der brænder for og har erfaring med funktionel træning.

Vi forventer, at du:

  • kan undervise i styrketræning med barbells, kettlebells og dumbbells
  • kan skabe en spændende og energisk undervisning med god opvarmning, variation og samspil af styrke- og cardiotræning
  • kan undervise i grundlæggende anatomi og fysiologi
  • har erfaring med holdtræning uanset niveau og inspirerer til fællesskabsfølelse på holdet
  • har erfaring og viden fra crossfit/funktionel træning
  • har erfaring med olympisk vægtløftning, gymnastiske færdigheder og skills fra crossfit

Fitnesslinjen består af 28 elever fordelt ligeligt mellem drenge og piger. Der er både øvede og nybegyndere på holdet, og du skal derfor kunne tilrettelægge og gennemføre en undervisning, som rammer forskellige niveauer. Der er træning 3 gange ugentligt á 1½ – 2 timer. Undervisningen er placeret tirsdag formiddag, fredag morgen og onsdag eller torsdag eftermiddag. Foruden linjetimerne deltager fitnesslinjen i løbet af året i en række konkurrencer og aktiviteter. Alle skolens linjer er desuden på en linjerejse. Ud over undervisningen på fitnesslinjen ser vi også gerne, at du kan undervise i forskellige fitnessvalgfag.

Det er ikke et krav, men en fordel at du er læreruddannet og/eller har erfaring med undervisning på en efterskole.

Vi er også nysgerrige efter at høre, hvilke andre opgaver du har lyst og mod på at byde ind med. Kan du undervise i boglige fag og føre en 9./10. klasse til eksamen? Er du klar på aften- og weekendtilsyn? Kan du andet end fitness? Spiller du klaver? Kan du hækle? Er du ekspert i kost og ernæring? Eller har du måske en nørdet hobby? 

Hvis du drømmer om et job på en sportsefterskole med stort aktivitetsniveau, en høj grad af fleksibilitet, en professionel tilgang til undervisning og pædagogik og ikke mindst en masse engagerede, omsorgsfulde og dygtige kollegaer – så er chancen her nu. I første omgang for et år – men der kan måske blive mulighed for et længere samarbejde. 

Om efterskolen

SEA – Sportsefterskolen Aabybro er en almen efterskole med særlig fokus på sport. Vi arbejder ud fra et grundtvigiansk livssyn og en demokratisk grundholdning. Gennem dette søger vi at give eleverne livsmod og livsoplysning, og gøre dem til aktive medborgere i såvel det nationale som det internationale samfund.

Alle elever har fællesgymnastik og vælger en sportslinje, hvor vi udbyder fitness, fodbold, håndbold, ski/snowboard, spring og dans. Glæden ved et aktivt liv og glæden ved bevægelse er centrale elementer af skolens hverdag. Vi tror på at alle mennesker gør deres bedste, hvis de kan. Vi er 252 elever og 50 medarbejdere. 

Ansøgning og formalia

Ansøgning foregår via jobindex quickapply, hvor vi skal have modtaget din ansøgning samt CV og relevante bilag senest fredag den 3. maj 2024 kl. 10:00. Det er vigtigt, at du i din ansøgning er tydelig i forhold til, om du søger en fuldtidsstilling og/eller en deltidsstilling. Der er i første omgang tale om et barselsvikariat og derfor en tidsbegrænset stilling i skoleåret 2024/25. Samtalerne forventes afholdt i uge 19.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at der indhentes børneattest og straffeattest inden ansættelse.

Hvis du har generelle spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte forstander Esben Sevelsted Mathiasen på mobil 30701099. Hvis du har mere specifikke spørgsmål til fitnesslinjen, er du velkommen til at kontakte underviser Ingeborg Haugaard på 61384881.

Stillingen søges via følgende link:

https://www.jobindex.dk/jobannonce/508467/efterskolelaerer-og-fitnessinstruktoer-til-sea-sportsefterskolen-aabybro